Rejsedagbog


Thailand, sept2007   

Kysten og Sydney, nov2007  

Victoria, dec2007  

4   5   6

       

 

3 dages tur til kysten og Sydney d. 4-6/11 2007.

 

Efter at have travlt med at indrette hus og få en hverdag i gang, trængte vi til at komme på tur og var parate til at opleve igen.

Tirsdag d. 6/11 var Public Holiday pga. Melbourne Cup, som er et hestevæddeløb… Der bliver spillet på heste, og damerne er rigtig dresset op med pænt tøj og hatte.

Vi tog børnene ud af skole om mandagen, og havde derfor en dejlig lang weekend. Tim havde fødselsdag om lørdagen, så søndag morgen tog vi af sted. Vi ville gerne se nogle bølger og få en badetur, men samtidig ville vi også gerne til Sydney. Så de 2 ting var på programmet!

Vi kørte fra Canberra østpå mod kysten. Vi kører gennem Bungendore, hvor der er antikviteter og kunstnerbutikker. Senere Braidwood, hvor der er flere antikvitetsbutikker, cafeer og en rigtig god bager. Her halvvejs stoppede vi for at få lidt brød og en kop kaffe.

Canberra ligger højt, så vejen mod kysten går på et ”plateau”. Fladt landskab med græssende køer og får. Den sidste halve time går nedad på smalle veje langs klippevægge, 25–40 km i timen. Denne sidste del af turen minder os om turen mod havet i Sydfrankrig. – Så vi bor altså med kort afstand til vores yndlingsferieområde…

2 timers kørsel og så er vi ved Batemans Bay ved kysten. En ferieby, hvor vi kørte til den nærmeste strand for at se vandet! En klippefyldt bugt, som ikke lige indbød til en badetur. Vi kørte videre til ”Birdland Animal Park”, hvor vi så en masse papegøjer, kænguruer, wombats, koalas og slanger. Børnene prøvede at holde en slange om halsen, og Jacob holdt en baby wombat. Efter ”fish og chips” ved havnen kørte vi videre.

Nord for Batemans Bay kørte vi gennem en national park til Pebbly Beach. En flot bugt med sandstrand og kænguruer. Store bølger og lækkert vand. En dejlig badetur, men vandet var dog stadig meget koldt!

Videre nordpå langs kysten til Ulladulla, hvor vi overnattede i en bungalow på en campingplads, ”BIG 4” (tak til fam. Krebs i DK, som anbefalede den!). En 6 pers. hytte med køkken og fjernsynsstue. På den overdækkede terrasse fik vi besøg af en masse små papegøjer, som børnene kunne håndfodre. Vi kørte en lille tur i området og så de lækre strande, købte pizzaer med hjem og nød en film om aftenen; det var ferie!

 

Ringen er ved Kiama. (kort folger...)

 

Næste dag kørte vi videre nordpå mod Sydney. Vi besøgte Kiama på vejen, hvor vi så både det ”Little blowhole” og det store ”blowhole” (hul i klippen, hvor vandet blev presset op igennem). Det var stormvejr, så vi blev godt blæst igennem og så nogle store bølger og skumsprøjt omkring klipperne. Flere steder så vi surfere, som vi lige måtte se komme op på bølgerne. Kiama er en rigtig ferieby med surfebutikker og cafeer.

Da vi kom til Sydney kørte vi over ”Harbour Bridge” for at komme til Manly nord for byen, hvor vi havde booket et værelse på ”Manly Guesthouse”. Vi fik et værelse med 3 køjesenge som vores eget, værelserne er normalt enten et fælles mande- eller kvinde-værelse. Vi spiste frokost og tog derefter færgen en halv time ind til Sydney centrum, ”Circular Quay”. Der var stadig meget blæst, så det var noget af en vippende tur derind!

 

Ringen er ved Manly. (kort folger..)

 

Vi gik en tur omkring Operahuset, som er imponerende flot og stort. Vi besøgte den gamle bydel ”The Rocks”, hvor der er minder om landgangen af de første fanger til Australien. Vi gik en tur på ”Harbour Bridge”, hvor vi kunne se langt ud over byen og havnen. Det er muligt at få en gåtur (med klatre-seler på) oppe på selve broen, det kunne vi godt tænke os en anden gang! Aftensmad på en thailandsk restaurant før vi måtte i bus tilbage til Manly, da al færgedrift var indstillet pga. for kraftig vind.

Næste dag blev vi i Manly, hvor vi besøgte ”Manly Ocean World”. Her så vi forskellige dyr og fisk fra revet; hajer, skildpadder og rokker. I den store bassin-tunnel så vi dykkere nede ved dyrene. Der var også en fremvisning af slanger og edderkopper, hvor Casper rakte fingeren op for at svare på spørgsmål midt blandt 30 tilskuere. Ja, han er ved at være fortrolig med det engelske!

Efter en gåtur og frokost på gågaden i Manly var det tid til at tage tilbage til Canberra. Alting lukkede kl. 15 fordi alle skulle se hesteløbet fra ”Melbourne Cup” på div. barer. Mange af kvinderne havde hatte, høje hæle og flotte kjoler på.

En dejlig tur, hvor vi rigtig fik mærket, at vi er i Australien!

 

Fam. Frandsen © 2007 • Privacy Policy • Terms of Use

www.jmfrandsen.dk